Septuaginta (forkortet LXX) er den almindeligt anvendte betegnelse for den græske oversættelse af Det Gamle Testamentes hebraiske skrifter og stammer for de fem Mosebøgers vedkommende fra det 3. årh. f.v.t. De øvrige hebraiske skrifters oversættelse til græsk stammer fra et senere tidspunkt. Når de kristne nytestamentlige skribenter citerede fra Det Gamle Testamente, anvendte de 2 ud af 3 gange den ordlyd, man finder i netop LXX.
I Danmark har man gerne anset den masoretiske hebraiske tekst for at være det ’rigtige’ Gamle Testamente, ikke mindst fordi reformatoren Martin Luther havde denne holdning. I midten af sidste århundrede (1947-56) fandt man imidlertid Dødehavsrullerne, og håndskriftsforskerne er nu kommet frem til den konklusion, at LXX „ikke havde mindre kanonisk autoritet end Den Hebraiske Bibel“, men at den „er udtryk for en alternativ teksttradition, der også har haft et hebraisk forlæg“.
Bogen indeholder en interlineær samt en ny dansk oversættelse af LXX’s version af Første Mosebog kap. 1-22, altså fra Skabelsesberetningen og frem til Abrahamspagtens indgåelse.
Sproget i bogen skulle være tilgængeligt for de fleste bibellæsere. Man får undervejs indblik i nogle vigtige teksttraditioner, og bogen indeholder også en oversættelse af de dele af Flavius Josefus’ antikke værk Jødernes Oldtidshistorie, som udgør hans genfortælling af disse første 22 kapitler i Første Mosebog.
Guds navn יהוה (: JHWH el.: Jehova), som står i den anerkendte masoretiske tekst og ligeledes i de ældste fragmenter af LXX, er genindsat overalt. Et separat kapitel gennemgår argumenterne herfor.