Døden kom altid om mandagen

Af Horst Schmidt

Antal sider: 160
Vægt: 280 gr
Sprog: Dansk
Cover type: Indbundet
Illustreret

DKK 200.00


Horst Schmidt fortæller om sit liv som militærnægter under nazismen. Da han som Jehovas Vidne nægtede at gå i krig, gik han under jorden, hvorefter han, uden identitetspapirer og altid med Gestapo i hælene, rejste som kurér med trossamfundets forbudte skrifter. Herunder l?rte han sin senere ægtefælle Hermine at kende i Danzig, hvor de begge blev arresteret. Hun endte i en koncentrationslejr, og han blev dømt til døden af Nazitysklands øverste retsinstans, Folkedomstolen.

Man mærker at Horst har noget på hjerte. Han nøjes ikke med at referere hvad der skete. Han stiller hele tiden spørgsmål, går bag om begivenhederne, forsøger at klarlægge motiver og bevæggrunde, og ender med at konkludere at han ikke valgte den nemme vej, men den rigtige vej. En stor læseoplevelse.

Bogen er blevet til på initiativ af den tyske historiker Hans Hesse, der siden 1995 specielt har forsket i Jehovas Vidners situation under nazismen. Efter aftale med forfatteren har han udvidet bogen med et værdifuldt afsnit hvori han gennemgår mindre kendte sider af Jehovas Vidners forfølgelseshistorie. Han gør grundigt rede for deres militærnægtelse og viser at det store flertal af dem der blev dødsdømt for militærnægtelse under nazismen, var Jehovas Vidner. Hans Hesse viser også at den lovfæstede ret til militærnægtelse der efter krigen blev indføjet i den tyske forbundsrepubliks forfatning, kan føres tilbage til forfølgelsen af Jehovas Vidner.

Se mere om Hans Hesses forskning på www.hans-hesse.de (Tysk, engelsk og spansk tekst.)

Detlef Garbe, historiker og leder af Neuengamme-museet, skriver: "I de sidste få år har ægteparret Schmidts liv ændret sig. Som samtidsvidner bliver de nu inviteret til for et stort publikum at berette om deres lidelseshistorie under nazismen. ... Den der ligesom jeg kun er blevet bekendt med disse to vidunderlige mennesker via den slags arrangementer for overlevende vidner fra dengang, må spørge sig selv og andre om hvordan det kunne ske at der er gået så lang tid før nogen har bedt dem og andre kz-overlevende om at stå frem og fortælle deres beretninger."